Ep. 53 - Vi bør droppe illusionen om total kontrol
/Hvis du er bange for at træffe de forkerte valg i livet, så tilbyder sociologiens rockstjerne, Hartmut Rosa, et nyt og næsten frigørende perspektiv på tilværelsen: Mennesker længes efter resonans, og dette kun kan opstå i mødet med det halvkontrollerbare. Vi bør derfor droppe illusionen om total kontrol og i stedet give plads til hinanden, verden omkring os og dens tilfældigheder, som vi må reagere på kreativt og spontant. Det vil være en verden, der blomstrer i både bogstavelig og overført betydning. Alternativet er en stum verden.
Dette er andet og sidste afsnit om Hartmut Rosas bog. Første afsnit om bogen "Det ukontrollerbare" udkom d. 16 september.
En transkribering af episoden, hvor vi taler om resonans og det ukontrollerbare
MF: Hej moster
HF: Hej Marcus
MF: Vi har holdt en pause, men nu er vi tilbage. Og vi er tilbage efter podcastens største cliffhanger fra det første afsnit om Resonans, som Hartmut Rosa argumenterer for er det mest grundlæggende som mennesket søger. Hvor Resonans er de øjeblikke hvor du føler du er i forbindelse med nogen eller noget, hvor det føles ægte og betydningsfuldt.
HF: Ja, og vi mennesker har indrettet os sådan, at det bliver sværere og sværere for os at opnå resonans. For den opstår kun i mødet med det ukontrollerbare, hvilket jo står i ret stor kontrast til vores samfund, hvor hele tiden forsøger at udvide rækkevidden for hvad vi kan beregne, beherske og kontrollere.
MF: Og det efterlader os så her, hvor vi skal præcisere, hvad det er i vores samfund, der gør det så bøvlet at opnå resonans i dag... så vi skal tale om, hvad vi kan gøre ved det og til sidst filosofere lidt over, hvad resonans og klima- og biodiversitetskrise har med hinanden. For det er faktisk ikke så lidt.
HF: Sæt igang.
Grundkonflikter i accelerationssamfundet
MF: Igennem hele vores liv møder vi den her konflikt mellem, at vi længes efter at lade ting ske "som liv", som det umiddelbare - det er nok også det mange mener, når de siger, at de ønsker noget autentisk - at vi længes efter det, samtidigt med at vores samfund er skruet sådan sammen, at det handler om at beherske og kontrollere så meget som muligt.
Rosa nævner selv en række milepæle, hvor konflikterne spidser til:
Fødsel
Opdragelse og dannelse
Livsforløb og livsplanlægning hvad partner og arbejde angår
Alderdom og pleje
Død
HF: Vi skal ikke tale om allesammen. For så bliver det en meget lang podcast. Men lad os tale om den med arbejde, for det er noget, som de fleste af vores lyttere kan forholde sig til.
MF: Lad os tage den med arbejdet først: Alle har fået spørgsmålet "hvad vil du være, når du bliver stor?". Og det er virkelig billedet på den her grundkonflikt, fordi det lægger op til, at den stilling du skal have i fremtiden, ja den må du selv afgøre og så planlægge dig til. Altså, det er din skyld, hvis du ikke får det rigtige arbejdsliv. Det er også det, der gerne kan føre til angstanfald, når du skal vælge, hvad du vil. Karriererådgivere siger, "formulér hvad du vil", "undersøg mulighederne", "undersøg boligmuligheder og sociale aktiviteter der" og "træf den beslutning der opfylder flest krav", men altså problemet er jo, at det første spm er et helt vanvittigt svært eksistentielt spørgsmål "hvad vil du?" og der er så mange uddannelsesmuligheder at det vil tage en livsstid at undersøge ALLE muligheder. Det er jo også dejligt, at der er mange muligheder og man ikke er tvunget til at lave det samme som sine forældre, må vi lige understrege, MEN der er altså også en bagside ved den måde vi har indrettet os. Og den bagside er, at det bliver rigtig svært for de unge, fordi de efterlades med fornemmelsen af, at de står ved en skillevej, hvor de kan smadre det hele, hvis de vælger forkert. Det er følelsen af: "Jeg svigter mine forældre" eller "Jeg svigter mig selv". Og ens respons bliver at forsøge at kontrollere det hele så meget som muligt for ikke at fejle.
HF: Og det er ikke nødvendigvis den bedste strategi, fordi du i det glemmer at lytte til dig selv og til dine omgivelser i forsøget på at følge den oprindelige plan. Men al livserfaring viser at menneskets faglige veje faktisk er ukontrollerbare eller halvkontrollerbare. Det hører til undtagelsen at folk bliver det, som de angav som student. Karrieren formes i en vekselvirkning at lytte til sig selv og omgivelser og svare på dem.
MF: Jeg drømte selv om først at være journalist, så troede jeg skulle være management konsulent og så nærmest ved tilfældigheder endte jeg der hvor jeg er i dag. Livets betydningsfulde stunder kommer når du møder det ukontrollerbare, lytter til det og svarer, og at det er vores egne arbejdsliv et eksempel på.
Det halvkontrollerbare er målet
MF: Og det her efterlader os jo så med spørgsmålet om, hvordan er det lige vi skal møde det ukontrollerbare? Her siger Hartmut Rosa, at det faktisk ikke er i mødet med det totalt ukontrollerbare, at resonans opstår, men nærmere i mødet med det halvkontrollerbare. Og det kræver lige en forklaring, og det kommer han så gudskelov også med.
MF: Han bruger snevejret som sit første eksempel i bogen. De fleste kan huske følelsen som barn af, når sneen faldt for første gang i det. Det var noget sart og sjældent, nærmest som fra en anden verden, der kom og besøgte os og forvandlede os. Og sne er netop ukontrollerbart. Vi kan ikke frembringe det eller med sikkerhed planlægge det. Når vi tager det i hånden, så løber det ud mellem fingrene, og hvis vi tager det med indenfor, så smelter det. Det kan forvandle verden, så vi pludselig kan kælke ned af bakker, vi ellers bare kunne gå opad før. Vi kan bare ikke styr hvornår, vi kan kun forberede og vente på at det sker. Og måske er det netop det der gør, at vi oplever resonans i mødet med det. Men samtidigt så har snevejret jo ikke en fuldstændig ukontrollerbar effekt på vores liv. Der er sgu ikke meget resonans i at cykle hjem i en snestorm uden handsker på, fuldstændig gennemblødt af sneen efter en fodboldkamp, der var ved at tage livet af dig - som jeg eksempelvis har løbet. Men der kan vi jo så tage varmere tøj på med os, og vi kan komme inden for og varme os, sætte snekæder på bilen, osv. Vi har evnerne og ressourcerne til at svare på det.
MF: Men lad os tage et andet eksempel på noget, hvor vi forsøger at gøre noget ukontrollerbart, mere kontrolleret. Lad os starte meget lavpraktisk: Jeg havde mit eget ritual på fodboldbanen med at binde mine snørebånd efter vi havde sagt "god kamp", selvom jeg havde bundet dem 5 minutter før, og som mine holdkammerater var mindre tilfredse med… I bagklogskabens lys var det jo et, måske lidt sparsomt, forsøg på at gøre noget, som jeg altid kunne kontrollere - om mine snørebånd var bundet ordentligt eller ej. Hvis vi ser på fodbold som helhed, så er det bedste eksempel på det jo at klubber bruger milliarder af kroner på spillere, de forsøger at kontrollere det. Men gang på gang ser vi, at penge ikke kan købe succes.
HF: Og når vi taler om halvkontrollerbarhed, så er Rosas kongseksempel begæret. Og det er begær i bred forstand. Det kan både være begæret efter et andet menneske, men det kan også være efter en guitar, en sø eller noget helt tredje. For som Rosa siger, så er begærer vi det, som vi "ikke har for hånden", det som vi ikke har under kontrol.
MF: Præcis. Og det betyder så, at så snart vi kontrollerer og behersker det til fulde, og der ikke længere er "noget at opdage", så begærer vi det ikke længere.
HF: Og deri ligger det ukontrollerbare. Og vi kan så tale om "halvkontrollerbarhed", fordi du kan ikke begære et klaver, hvis du ikke ved noget om, hvordan du spiller på det, eller som minimum har nogen til at hjælpe dig med at spille på den. Og du kan ikke begære et andet menneske, hvis du ikke ved noget om det menneske.
MF: Total mangel på kontrol giver altså ingen mening ift. Begær, for så ved du ikke hvad du begærer. Så er det bare begær efter begær. Men fuld kontrol slukker for tiltrækningen. Du kan også sige det på anden måde: At det du står over for skal være opnåeligt. Du skal kunne købe et klavér eller have et (ligesom mig for 12 år siden), du skal vide hvordan du spiller på det eller vide hvordan du lærer det. Og så skal du kunne indgå i en flydende relation med det. Og sådan har jeg det også med et klaver, jeg spiller da også de samme sange, som jeg gjorde dengang jeg lærte det, måske både fordi jeg i øjeblikket er for doven til at lære nye, men også fordi at jeg stadig kan opdage nye sider af det - ændre lidt i timingen, gå ud af en tangent (så at sige) og bare stadig opleve at det fucking svinger altså. Og hvis jeg nu bare kunne tage en robotarm på og så spillede den de vildeste numre (total kontrol) uden fejl, ja så ville det sgu ikke være det samme, for så ville der ikke være noget nyt at opdage. Og det ville slukke begæret.
HF: Og derfor halvkontrollerbarhed.
MF: Det moderne samfund har lavet et tryllenummer, hvor begær efter en relation er erstattet med begær efter en ting. Fordi ting kan gøres kontrollerbare. Vi som forbruger bliver igen og igen skuffede over at tingene ikke lever op til sit løfte om resonans, men vi tror at løsningen er at købe flere ting.
Resonans er et sundt mål
MF: Indbygget i målet om resonans er en accept og respekt for "det andet". Du er nødt til at respektere og vise hensyn for alt det omkring dig, for det er det, som du skal "svinge" med, så at sige. Det står i skærende kontrast til den ellers herskende tankegang i et konkurrencesamfund, hvor "du er din egen lykkes smed", og "hvis jeg har råd og magt til det, så har jeg ret til det". Altså et konkurrencesamfund hvor vores moralsk grundlag er hvor stor vores pengepung og hvor høj vores jobtitel er.
HF: Og det er jo et ræs mod bunden. Det er skrækkeligt.
MF: Derfor er resonans og det halvkontrollerbare også en enorm sund model at bruge, når man træffer beslutninger, store som små. For det der er ukontrollerbart, som vi talte om for lidt siden, jamen det lader sig ikke beregne eller kontrollere - lige meget hvor meget vi prøver. Vi kan godt prøve at rydde skov for at lave landbrug - og forsøge at kontrollere naturen - men i mange tilfælde så "trækker jorden sig tilbage" og bliver ufrugtbar. Og i et endnu større perspektiv så har vi jo ændret hele verdens økosystem signifikant og har derfor gjort os mere sårbare over for pandemier, fordi vi bor tættere, rejser mere, dyrene bor tættere på os fordi vi ødelægger deres habitater osv. Og så har vi Corona. Altså, så vi kan lige så godt slå illusionen ihjel om fuld kontrol og begynde at indrette os efter at søge det halvkontrollerbare - og det er lig med at vise hensyn.
HF: Og det er det, der er kernen i Rosas argument. At vi må vise hensyn. At vi må give plads. For ellers bliver verden stum.
MF: Rosa siger, at vi længes efter ganske enkelt at lade ting ske "som liv", at lytte til de ting der sker og derefter kreativt og spontant svare på dem. Og han kalder det en længsel, men det kan også fungere som en strategi, der kan implementeres i både privaten, på markedet (kommercielle virksomheder) og på samfundsniveau (politisk).
I praksis betyder det, at du tør indlede dig på en usikker proces, hvor resultatet er ikke lagt fast på forhånd, hvor det ikke kan garanteres. Du indtænker en buffer ift kapital og/eller produktivitet, fordi du er klar på, at der sker noget, som du ikke forudsér (læs: corona). I din planlægningen af store projekter anerkender du, at det vil tage mellem 40% længere end din indledende beregninger. Hvilket i øvrigt er bevist og navngivet Planning Fallacy af Kahneman & Tversky
HF: Og ja som i øvrigt bevises igen og igen i alle de store organisationer hver dag
MF: Præcis; Og ikke mindst anerkender vi, at vi hverken kan eller skal forsøge at forstå og kontrollere naturens økosystemer til fulde, men derimod skal give plads til naturen på dens egne vilkår, så vi (1) efterlader noget i verden, som har sin egen "vilje", er ukontrollerbart, og som vi derfor kan opnå resonans med, som kan røre os og forvandle os, og (2) som ikke mindst kan hjælpe os med at holde det store system i balance. For nu har vi prøvet at tage det hele i vores egen hånd, og al videnskab viser, at det dur vi ikke til. Vi har brug for hjælp.
HF: Og faren ved den her strategi er, at man selvfølgelig tipper for meget over på den lade side, hvis man misforstår det her med "at lade sig kalde på" som passitivitet. Og det skal der jo nok være nogen der gør, men forhåbentlig forstår de fleste, at det handler om at reagere på det ukontrollerbare, forberede sig på det ukontrollerbare, acceptere det ukontrollerbare - og ikke mindst forstå, at de smukkeste stunder i livet opstår, når du møder det ukontrollerbare med accept og handlekraft.
MF: Tak for i dag. Og tak til alle jer der lyttede med.