Ep. 72 - Tidens blinde vinkel: Eliten ser ned på folket og overser sit eget held.

Vi lever med en fortælling om, at vi skaber vores egen succes, Derfor har dem, som får gode karakterer og arbejder hårdt, fortjent deres gode jobs med høj løn. Men så tilsiger logikken, at man selv er ude om sin egen fiasko. Kommer man ikke til tops, må man være dum, doven og uduelig. Den historie tager ikke højde for, at man også skal være heldig for at få succes. Vi diskuterer vores fordomme om ”folket”. Det udvikler sig til en pinlig omgang.

Bogen der var udgjorde inspirationskilden til episoden, Meritokratiets tyranni.

Transkribering af episoden, hvor vi taler om Meritokratiets tyranni

MF: Hej moster og velkommen til Mig og min moster, hvor vi er to generationer, der mødes en gang om ugen for at tale om tidens kriser. Hvad de gør ved os, vores livsstil og syn på verden i det hele taget.

HF: Hej Marcus og velkommen til lytterne. I dag skal vi tale om noget, som kan være rigtig svært at kapere - nemlig vores blinde vinkler. 

MF: Så længe man ikke er blevet gjort opmærksom på sådan en blind vinkel, ved man jo af gode grunde ikke, at den findes. Når man så får smidt den lige i hovedet, står man der og må tage sine fordomme op til revision. Det kan godt være ret anstrengende. Du har læst en bog, der har givet dig en kæberasler. Og jeg har hørt en podcast.

HF: Jeg kan ligeså godt tilstå min fordom med det samme, og det piner mig virkelig. Men her kommer det: Jeg har gjort mig skyldig i at se ned på folk, som ikke har succes efter den målestok, jeg bruger til at måle succes. 

MF: Hvilken målestok er så det?

HF: At i et samfund med lige muligheder som det danske, hvor vi har gratis uddannelse, SU til alle, et gratis sundhedsvæsen og sså videre, der er man selv herre over sin succes. Hvis man tager en uddannelse, slider for at få høje karakterer, og bagefter arbejder hårdt og udnytter sit talent, så har man fortjent at få gode jobs, få en god løn og man kan tillade sig at være tilfreds med sig selv. Man kan nyde andre menneskers anerkendelse og måske ligefrem beundring. 

MF: Du kan trøste dig med, at du ikke er den eneste, som har det på den måde. 

HF: Det kan godt være, at jeg kan trøste mig, men bagsiden af den medalje er bare, at alle dem, der ikke klarer sig så godt logisk set, selv må være ude om det. Det er deres egen skyld, at de må henslæbe tilværelsen på samfundets bund. De må være dumme, dovne eller generelt uduelige. Kan du høre hvor ærgerlig og ydmyget, man må føle sig, hvis andre og hele det offentlige Danmark ser sådan på en?

MF: I den situation kan det godt være, at man springer tv-avisen over for at slippe for at høre på det. Det kan også være, at man ikke gider stemme til valgene, fordi man ikke føler sig repræsenteret af nogen af politikerne. Det kan være, at man går direkte på Facebook og hygger sig med sine venner der. ELLER skriver hadefulde kommentarer til alt og alle for at få ydmygelsen ud af kroppen. 

HF: Det kan også være, at man stemmer på Donald Trump eller Marine le Pen. Eller for Brexit eller her til lands møder op for at hylde Inger Støjbjerg, når hun fejrer, at hun har fået fodlænken af. 

MF: Du har læst en bog.

HF: Det har jeg, og den hedder ”Meritokratiets Tyranni. Hvad blev der af det fælles bedste?”

MF: Og den er skrevet af Michael J. Sandel, som på bogens forside markedsføres som ”Verdens mest indflydelsesrige nulevende filosof.” Har du nogensinde hørt om ham før?

HF: Nej, og det er ironisk nok noget af en meritokratisk selvfedme, men han har mange pointer, som jeg stadig er ved at komme mig over. Så lad os komme i gang.

En introduktion til Meritokratiets tyranni 

MF: Meritokrati kommer af ordet merit, som igen dækker over, hvad man har fortjent eller gjort sig værdig til.

HF: Meritokrati er almindelig anerkendt som dem mest effektive måde at få alting til at fungere på. Man ansætter dem, der er dygtigst til jobbet i stedet for, at det nedarves fra far til søn, som det gør i feudale samfund. Det modsatte kender vi som nepotisme. Altså at man ansætter sin familie og venner til jobs, bare fordi de er ens venner. Ikke fordi de er de dygtigste. Det sker alligevel hele tiden rundt omkring, menden eneste institution i DK, som officielt ikke er meritokratisk er kongehuset. Man skal stadig fødes til at blive konge eller dronning i DK. 

MF: Godt, så fik vi det på plads. Vi kan bare se på Rusland, hvis vi vil kende alternativet. Der behøver man ikke være dygtig, der er det vigtigere at have gået i skole eller til judo med Putin, så kan man blive hovedrig oligark. 

HF: Jeg hader bortset fra det ordet: Meritokrati. Det lyder som noget en sur embedsmand i Justitsministeriet har fundet på. Ikke desto mindre gennemsyrer det vores liv og vores holdninger, som vi lige har været igennem. 

MF: Og vi troede, at det var godt, men nu er vi blevet lidt klogere. Hvad er det, han siger om meritokrati?

HF: Han siger, at det bliver til et tyranni, når det skaber en elite, som ser ned på dem, som ikke kan komme op i systemet, ligegyldigt hvor hårdt de arbejder. Og i USA er der rigtig mange, som må arbejde med to eller flere job for at forsørge deres familier. De knokler og knokler uden at komme ud af stedet samtidig med, at de må høre, at det er deres egen skyld.

MF: Nu er USA jo et noget andet samfund end vores, så hvad kan vi bruge det til?

HF: Det kan vi bruge til, at vi taler om det på samme måde. I følge Sandel internaliserer mennesker på bunden af samfundet elitens ringeagtende blik på dem. Han mener, at mennesker, som føler sig uden for eliten, ikke kan lade være med at få det samme ydmygende syn på sig selv, når de dag ud og dag ind hører, at det er deres egen skyld, at de ikke har klaret sig bedre. 

MF: Men herhjemme har vi en statsminister, som stolt fremviser sine makrelmadder på Instagram. Hun hepper på håndboldholdet og pudser vinduer, som et helt almindeligt hårdtarbejdende menneske. Det må da hjælpe på det, eller hvad?

HF: Det stikker meget dybere end det. De sidste 40 år, hvor globaliseringen har tordnet derudaf, er uligheden vokset dramatisk i USA, men også herhjemme. Det er kun eliten, som har fået glæde af al den rigdom, som er blevet skabt, imens arbejderne har måtte se deres jobs flytte til lavtlønslande. Som konsekvens har arbejderne mistet social anseelse, og der er opstået en kulturel harme og bitterhed.

MF: Det lyder jo meget rimeligt, at man bliver harm, men vi var jo enige om, at meritokratiet er den mest effektive måde at indrette sig på.

HF: Det, som er Sandels pointe, er, at det ikke kun er elitens hårde arbejde, som er afgørende for deres succes. Man glemmer, at rigtig meget handler om held. Man er født på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted og har mødt de rigtige mennesker, som kan hjælpe en. Plus at man er heldig ikke at være syg eller handicappet eller på anden måde udfordret. 

MF: Skal man forstå det sådan, at eliten ikke kan tage hele æren for deres succes, og derfor ikke har fortjent at tjene mange flere penge end alle andre?

HF: Præcis. Han taler for, at vi skal være meget mere ydmyge og anderkende, at der er mange ting, som er afgørende for succes, hvorfor vi skal have respekt for alle mennesker og deres arbejde. Det er jo dybest set også afgørende for, at vi kan acceptere at omfordele vores velstand igennem skatter. Og det med skatter er de ikke meget for i USA. Det går lidt bedre herhjemme, hvilket nok afspejler, at vi vores retorik ikke er helt så skarp.

Præsident Obama

MF: Vi har talt om, at den tidligere præsident Obama får rigtig meget røg i den bog. Det er noget med, at han ifølge Sandel faktisk er medskyldig i, at Trump blev valgt efter ham.

HF: Sandel laver en meget omfattende analyse af, at Obama og senere Hillary har gjort sig skyldig i konstant at benytte opstigningsretorikken. Obama blev jo valgt på ”Yes we can”. Dybest set brugte han det, at han som en sort mand kunne blive valgt til præsident var beviset på, at så kan alle blive til alt i USA.

MF: Jeg husker det … Jeg har analyseret mange af hans taler i gymnasiet, om hvordan han var folkets mand … og han er i virkeligheden jo Ivy League kandidat fra Harvard og kun omgav sig med folk som ham selv. 

HF: Og så gjorde Obama skyldig i at hjælpe Wall Street med at komme ud af finanskrisen uden at stille dem til regnskab for deres forbrydelser. Tværtimod fortsatte de med at betale eksorbitante bonusser til sig selv.

MF: Endnu vigtigere gjorde han sig skyldig i ikke at gøre noget for alle de gamle industriområder i USA, hvor folk havde mistet deres job og ikke kunne se nogen forbedringer i deres eget liv. Han gjorde ikke noget for at afbøde konsekvenserne af globaliseringen. Han blev bare ved med at tale om ”Hope” og at enhver kan komme frem i verden igennem hårdt arbejde. 

HF: Sandel mener, at alle de Ivy League-typer Obama omgav sig med alene regner velstand i BNP, men når BNP er skævt fordelt, opleves et større BNP jo ikke som velstand af dem, som taber. 

MF: Man er ikke nødvendigvis en god politisk leder, fordi man er fra et Ivy League-universitet. Det har Piketty også har været ude med. Han har fundet ud af, at USA’s regeringer fra 1940 til 1980 var meget mere succesfulde end de efterfølgende, selvom de regeringer ikke bestod af Ivy League, men bestod af mere almindelige mennesker med et mindre teknokratisk syn på verden. De fik stoppet 2. Verdenskrig. De fik skabt en velfærdsstat og al den succes USA oplevede i de år.

HF: Den analyse har Sandel også. Og han tager den et skridt videre, for han har et skarpt blik for, hvad det gør ved mennesker, at de ikke har nogen som repræsenterer deres syn på verden. Det er derfor, der er kommet sådan et had til eliten. Og det har stået på i så mange år, at der er ophobet en kulturel harme, som er helt ustyrlig. Og i den situation skal man finde nogen at skyde skylden på, og her kommer hadet til andre etniske minoriteter ind. Sandel mener ikke, at almindelige mennesker er en flok racister, men at de skal finde nogen andre at pege fingre af, for man kan ikke holde ud, at det hele er ens egen skyld. 

MF: Så kommer Trump ind og siger, at han vil bygge en mur og holde de fremmede ude. Selvom alle eksperter er enige om, at det ikke vil hjælpe på noget som helst, så er det et billede, som er til at forstå i en uoverskuelig globaliseret verden, hvor man selv har tabt. 

HF: Trump siger også, at han vil rydde op i sumpen, og det er præcis sådan, taberne føler det. Han siger alt det, de føler, selvom han jo selv er hovedrig og en del af eliten. Når han ville have Hillary sat i fængsel, så rammer han præcis deres harme. Eliten skal bare ned med nakken for enhver pris, for det er den eneste måde, at almindelige mennesker kan få oprejsning for al den ringeagt, de har været udsat for. 

MF: Det er virkelig uhyggeligt. Folk vil hellere have hævn, end de vil have en politik, som løser deres problemer. Nogen vil hellere tro på de vildeste konspirationsteorier end de vil sætte sig ind i sandheden. 

HF: Det er måske ikke så mærkeligt, da de ikke har oplevet nogen forbedringer de sidste 40 år, ligegyldigt hvem der har siddet i regering. De har med andre ord ikke noget at tabe. 

MF: Nu står tingene jo ikke så galt til herhjemme, men vi ser tendenser til det samme. De rige bliver rigere, og alle taler om at man skal have en god uddannelse for at få et godt job. Folk i provinsen bor i Udkantsdanmark, som også kaldes den rådne banan og den slags nedsættende betegnelser.

HF: Ja, vi en slags vag afart af USA, og i den situation, er det ikke nok at fremvise makrelmadder. Til gengæld er folk vilde med Arne-pensionen, for det er første gang i mange år, at en regering har gjort noget konkret for almindelige nedslidte mennesker, som har slidt og slæbt uden at tjene en hel masse penge. Men lad os vende tilbage til Obama, for han har lige været i KBH, og jeg er overbevist om, at han har læst Sandels kritik af ham. Du har hørt hans tale. 

Den nye Obama

HF: Lad mig høre, hvad der gjorde indtryk på dig?

MF: Jeg fik ikke set det. Sorry!

HF: Ej nej. Nå, jamen så må jeg forklare det.Jeg var helt vildt optaget af, at han anerkender, at folk har brug for at være stolte af, hvor de kommer fra, og hvad de laver. Det er det tætteste, man kommer på, at han er klar over, hvilken skade hans opstigningsretorik har gjort. Med andre ord skal man have respekt for, hvad folk er ikke bare, hvad de kan blive til. 

Obama forsøger med andre ord at bygge bro imellem mennesker, efter han i årevis har gravet grøfter, og det har vi brug for også herhjemme, for i mine øjne skurer regeringens retorik, når de taler om at udflytte uddannelser til provinsen og den slags. Det lyder som om, at de giver de stakkels folk i provinsen almisser. For at det ikke skal være løgn, lykkes det dem i samme omgang at udskamme de fine folk fra Østerbro. Der kan man tale om grøfter. 

MF: Jeg forudser mange konflikter imellem land og by herhjemme. Hele landbruget skal omstilles til mere grøn produktion. Det synes folk i byerne haster, mens dem på landet holder fast i det bestående. Der skal sættes mange vindmøller og solceller op. Det synes folk i byerne haster, men folk på landet vil ikke have den slags i deres baghave. 

HF: Det mest interessante i de konflikter er jo, at folk altid siger, at de gerne vil inddrages i beslutningerne. De oplever det som om, det er eliten, der sidder ved et skrivebord og træffer urimelige beslutninger. Og det kan jeg faktisk godt forstå.

MF: Eliten skal forstå, at den ikke er så klog, som den selv går og tror. Der er en virkelighed derude, som det er godt at blive klog af. Vi skal til at runde af, og det skal vi gøre med, at understrege, at hovmod og blinde vinkler er livsfarlige, og nu har vi opdaget en ny blind vinkel.

HF: Lad os lige tage den igen. Skellet imellem eliten og folket opstår, fordi eliten tror, at man har fortjent al sin succes og gode løn, fordi man har arbejdet hårdt, men succes kræver også held. 

MF: Når eliten ikke forstår, hvor heldige man har været, så ringeagter man de mindre succesfulde og tror, man ved bedre, men historien viser, at det ikke passer. Alle mennesker har brug for respekt og anerkendelse og for at blive hørt. Folk vil inddrages i beslutninger, som angår deres liv.

HF: Tak for i dag. Jeg skal hjem og arbejde med mine vinkler.

MF: Tak for i dag.